Nyhedsbrev nr. 4 - juni 2010

I dette nyhedsbrev fra Elitefacilitetsudvalget:

Mobil grejbank til triathlon
Afgørelse af udbud om mobil tribune
Årsberetning 2009

Mobil grejbank til triathlon
Elitefacilitetsudvalget har bevilget 350.000 kr. til Københavns Triathlon Klub af 1986 i samarbejde med triathlonarrangørerne bag den internationale Challenge-serie. En serie, hvor løbene har deltagelse af triatleter i verdenseliten, men også "almindelige" udøvere på motionsniveau.

Støtten fra Elitefacilitetsudvalget går til indkøb af en mobil grejbank med udstyr til svømmerutemarkering, specialdesignede cykelstativer til 4.000 cykler, skiftefaciliteter til ca. 3.500 deltagere til brug ved overgangene mellem svømning, cykling og løb, 1.000 meter hegn til ruteafspærring, informationsporte og målportal.

Triahtlon-grejbanken er også et led i bestræbelserne på også at kunne arrangere et løb i serien om Dextro World Championship i Danmark.

Grejbanken er ikke forbeholdt enkelte løb og eliten. De forskellige elementer i grejbanken vil kunne lejes af andre arrangører, når de ikke er i brug, og i forbindelse med det store årlige Challengeløb i København afvikles flere mindre og kortere triathlonløb for både voksne og børn, der har lyst til dyrke idrætten på et mindre krævende niveau.

I alt koster den mobile grejbank til triathlon 1 mio. kr.

Torben Frølich, direktør for Elitefacilitetsudvalgets sekretariat, siger om projektet:

"Challenge-serien i triathlon kan sidestilles med VM eller EM-turneringer i andre idrætsgrene, men er samtidig en event, der inviterer alle indenfor. Med den mobile grejbank ser vi et fint samarbejde mellem triathlonklubben og en kommerciel partner, som vil komme både elite og bredde til gode. Det er samtidig det første projekt, der lever op til Elitefacilitetsudvalgets strategi fra 2010, hvor fokus ikke alene er på VM og EM-turneringer, men også på årligt tilbagevendende begivenheder."

Afgørelse om udbud af mobil tribune
Elitefacilitetsudvalgets udbud på indkøb og drift af en mobil tilskuertribune er afsluttet med valg af European Tour Productions (ETP). Arrangørerne af de store idrætsbegivenheder oplever et stort behov for mobile tribuner. Dette behov vil Elitefacilitetsudvalget forsøge at opfylde med købet af den mobile tribune, som arrangørerne kan leje inden for et rimeligt prisniveau.

Det forventes, at den mobile tribune kan lejes til arrangementer fra udgangen af 2010.

Virksomheden ETP, med kontor og lager i København, har bred erfaring med faciliteter til events indenfor musik, kultur og idræt. ETP har bl.a. leveret mobile faciliteter og tilskuertribuner til den københavnske afdeling af World Cup i BMX i de seneste tre år, og har i 2010 også bygget den nye startrampe til Københavns BMX-bane, der blev introduceret ved dette års World Cup-arrangement. ETP stod også for faciliteter til World Cup i bueskydning, der i oktober sidste år blev afviklet i Nyhavn i København.

Årsberetning 2009
Elitefacilitetsudvalget støttede i 2009 ni projekter for i alt 26 mio. kr. For det beløb medvirkede udvalget til at realisere multiarenaen i Herning, opgradere den internationale BMX-bane i København, Broholm Gods Dressurstadion samt Rungsted Havn og Herlev Squash Center.
Dertil kommer VIP-faciliteter i Gigantium i Aalborg samt mobilt grej til Dansk Fægte Forbund og Dansk Orienterings Forbund. Endelig blev der afsat støtte til indkøbet af den mobile tribune.

Læs mere om Elitefacilitetsudvalget i 2009 i årsberetningen

Kontakt
Elitefacilitetsudvalget
Kanonbådsvej 12A, 1437 København K
Telefon 3283 0359
E-mail efu@elitefacilitetsudvalget.dk
Hjemmeside www.elitefacilitetsudvalget.dk