Øget støtte til EM-stadioner

Pressemeddelelse fra Elitefacilitetsudvalget
Fredag den 12. marts 2010

Større økonomisk støtte til EM-stadioner i Danmark

Elitefacilitetsudvalget har besluttet at øge støtten til opgradering af tre af de fire fodboldstadioner, der skal benyttes til afviklingen af EM for U-21 herrelandshold i 2011. Næsten 1,4 mio. kr. ekstra tilfalder der i alt opvisningsbanerne i Viborg, Herning og Århus.

I 2011 samles Europas største fodboldtalenter i Jylland, hvor EM-turneringen afvikles. Det Europæiske Fodboldforbund UEFA stiller en række krav, før et stadion kan blive godkendt til så stor en turnering. Derfor gennemgår stadionerne i Viborg, Herning, Århus og Aalborg en række opgraderinger op til turneringen. Elitefacilitetsudvalget har netop besluttet at øge støtten til Viborg, Herning og Århus, mens en eventuel ekstra støtte til Aalborg Stadion afventer lokale vurderinger af udgiftsbehovet.

I december 2008 bevilgede Elitefacilitetsudvalget 1,1 mio. kr. i alt til de fire EM-stadioner. Bevillingen gik til lysanlæg, spillertunneler, nødstrømsforsyninger og ekstra stregkodelæsere til sikkerhedskontrol af tilskuere, officials og ansatte.

Øget støtte på baggrund af flere krav fra UEFA
UEFA er siden kommet med flere krav til de fire fodboldanlæg, og derfor har Elitefacilitetsudvalget valgt at øge tilskuddet til nye faciliteter. Samlet bliver der tale om en tillægsbevilling på 1.389.000 kr. til de tre fodboldstadioner. Pengene går til kameraovervågning af anlæggene og tribunerne, faste positioner til tv-kameraer, VIP-tilskuersæder, nye pladser til tv- og radiokommentatorer og skrivende journalister samt nedgravede udskiftningsbænke. I alt koster den samlede opgradering 4.166.000 kr.

Christian Bordinggaard, turneringsdirektør for U-21 EM-slutrunden, siger om projektet:

"Forberedelserne til den største internationale fodboldbegivenhed nogensinde i Danmark er i fuld gang. De involverede stadions opfylder kravene til nationale kampe, men når millioner af TV-seere i juni 2011 retter opmærksomheden mod UEFA U21-EM 2011 i Danmark vil de se Europas største fodboldtalenter kæmpe om EM guld på stadions, der bl.a. takket været økonomisk støtte fra Elitefacilitetsudvalget, sikrer dem, officials og pressen optimale arbejdsbetingelser i henhold til de specifikke krav fra UEFA."

Torben Frølich, direktør for Elitefacilitetsudvalgets sekretariat, siger om bevillingen:
" Med den øgede bevilling til U21-slutrunden sikres det, at turneringen kan afholdes i Danmark, og at rammerne i fremtiden er til stede for afvikling af andre store internationale fodboldbegivenheder, som fx en EM-slutrunde for kvinder."

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør for Elitefacilitetsudvalgets sekretariat, 3283 0330 / 2129 6856
Christian Bordinggaard, U-21 Tournament director, 4326 5432 / 5131 5323