Nyt klatrecenter opgraderes til internationale mesterskaber
Pressemeddelelse fra Elitefacilitetsudvalget
Onsdag den 11. januar 2012
Nordens største klatrecenter får med 1 mio. kr. fra
Elitefacilitetsudvalget mulighed for at opgradere til også at kunne
holde internationale mesterskaber. Både på faste klatrevægge i et
indendørs anlæg på Refshaleøen i København og med mobile
klatrefaciliteter ude i hovedstadens byrum.
Den 60-årige Dansk Bjerg- og Klatreklub har i mange år haft til
huse i den tidligere kedelhal i den gamle tvangsarbejdsanstalt
Sundholm på Amager. Men hvor klatring ved stiftelsen i 1951 var en
idræt, der foregik på klipper i naturen, så er det i 2011 lige så
meget en aktivitet, der dyrkes indendørs, hvilket mange af de 1.150
medlemmer af klubben i dag vil skrive under på. De er alt for mange
til at kunne være i kedelhallen og har derfor fået støtte af
Københavns Kommune til at etablere Nordens største klatrecenter på
Refshaleøen.
Klatrerne vil dog meget mere end at skaffe optimale betingelser for
indendørs motionsklatring. Der skal afholdes mesterskaber og
turneringer - på internationalt topniveau. I klatreklubbens
eventstrategi er der lagt planer for en at tiltrække store
klatrebegivenheder. Derfor har Elitefacilitetsudvalget valgt at
støtte opbygningen af det nye klatrecenter med 1 mio. kr. Pengene
går målrettet til at opgradere med faciliteter, der kan understøtte
de store begivenheder.
Det nye klatrecenters eliteprojekt kommer til at indeholde en
"World Cup"-væg på 1.000 m², en mobil væg til bouldering (klatring
uden reb op til fem meters højde) på 100 m² samt to
speedclimbingvægge på henholdsvis 10 og 15 meter. Med elitevæggene
bliver det muligt at afholde World Cup-stævner for alle de nævnte
typer klatring samt verdensmesterskaber i bouldering og
speedclimbing og europamesterskaber i ruteklatring.
København kan omdannes til en stor klatrearena
Klatrefaciliteterne til de store turneringsformater er
tænkt fleksibelt og mobilt - med undtagelse af den store World
Cup-væg til ruteklatring. VM-finaler i klatring kan sagtens
tiltrække mere end 10.000 tilskuere og det gør det nødvendigt at
kunne flytte faciliteterne ud af huset. Det giver mulighed for at
omdanne pladser og byrum i København til klatrearenaer ved
afvikling af de store mesterskaber. Dermed får klatresporten og
hovedstaden en unik mulighed for at smelte sammen ved store events.
Derfor har projektet også fået opbakning fra Wonderful
Copenhagen.
Eliteprojektet er dog ikke kun rettet mod de bedste klatrere
herhjemme og i udlandet. Også bredden får adgang til at træne på
væggene og de fleksible og mobile løsninger kan også bruges til at
rykke klatringen ud af de normale rammer ved brede folkelige
arrangementer som Kulturnatten og Kulturhavn.
Ola Mattson, bestyrelsesmedlem og projektansvarlig i Dansk Bjerg-
og Klatre Klub, siger om de kommende elitemuligheder:
"Med støtten fra Elitefacilitet udvalget vil dansk klatring kunne
afholde internationale klatrekonkurrencer på højeste World Cup
standard. Men de klatrevægge og faciliteter, der opbygges, kan med
få snuptag laves om til klatreudfordringer for breddeidrætten. Den
ene dag kommer de til at bruges af den internationale elite til
sportsbegivenheder ude i byen, og næste dag kan de bruges af såvel
vores familieklatrehold som af vores eliteudøvere til daglig
træning."
Torben Frølich, direktør, Elitefacilitetsudvalgets
sekretariat, siger om projektet:
"Der har længe været et stort behov for et stort klatrecenter i
København og med elite-opgraderingen bliver det også et sted, der
kan bruges til store events som europa- og verdensmesterskaber. Med
de mobile klatrefaciliteter kan centeret også være med til at gøre
hele hovedstaden til en idrætsarena, hvor et VM i klatring fx kunne
foregå midt på Rådhuspladsen."
Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Elitefacilitetsudvalgets
sekretariat, 3283 0330 / 2129 6856
Ola Mattson, bestyrelsesmedlem, Dansk Bjerg- og Klatreklub, 6172
0356
Elitefacilitetsudvalget
Formålet med Elitefacilitetsudvalget er at støtte
opgraderinger og såvel eksisterende som nye idrætsfaciliteter til
internationalt konkurrenceniveau, så det bliver muligt at afholde
fx verdens- og europamesterskaber i Danmark.
Elitefacilitetsudvalget er finansieret af Lokale- og Anlægsfonden
og staten. Elitefacilitetsudvalget har sekretariat i Lokale- og
Anlægsfonden. Blandt tidligere støttede projekter er multiarenaen
JYSKE BANK BOXEN i Herning og cykelbanen Ballerup Super Arena.
