Kontant støtte til multiarena i København

Pressemeddelelse fra Elitefacilitetsudvalget
Mandag den 17. januar 2011

Vejen frem mod en multiarena i København er blevet endnu et skridt kortere. Elitefacilitetsudvalget støtter den kommende multiarenas etablering med - i første omgang - 10 mio. kr.

En multiarena i København vil sikre, at hovedstaden kan byde ind på idrætsarrangementer af høj international kvalitet. For Elitefacilitetsudvalget har etableringen af en multiarena i Østdanmark været en topprioritet, der står højt på ønskelisten over elitefaciliteter til idræt. Københavns Kommune, By & Havn og Realdania er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at opføre en multiarena på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Elitefacilitetsudvalget har derfor besluttet at støtte Københavns Kommune med - i første omgang - 10 mio. kr. til multiarenaen i Ørestad Syd.  Det er målet, at støtten sikrer, at idrætten får plads blandt de mange kulturbegivenheder og internationale events, der vil finde sted i multiarenaen.

Elitefacilitetsudvalget støttede i 2009 multiarenaen i Herning med 15 mio. kr. Det kan på et senere tidspunkt komme på tale at tildele multiarenaen i København yderligere støtte, når arbejdet med etableringen er kommet endnu længere.

Torben Frølich, direktør for Elitefacilitetsudvalgets sekretariat, siger om støtten til multiarenaen i København:

"Elitefacilitetsudvalget ser frem til den kommende multiarena i København. Selv om der er et stykke vej endnu, før økonomien er på plads i dette meget store idræts- og kulturprojekt, og støtten fra Elitefacilitetsudvalget kun er et lille skridt på vejen, så begynder konturerne af fremtidens opvisningsfacilitet at tegne sig for københavnerne. Vi håber, at vores støtte kan være katalysator for den videre proces."

Yderligere oplysninger
Torben Frølich, direktør, Elitefacilitetsudvalgets sekretariat, 3283 0330 / 2129 6856

Elitefacilitetsudvalget
Formålet med Elitefacilitetsudvalget er at støtte opgraderinger og såvel eksisterende som nye idrætsfaciliteter til internationalt konkurrenceniveau, så det bliver muligt at afholde fx verdens- og europamesterskaber i Danmark. Elitefacilitetsudvalget finansieres af Lokale- og Anlægsfonden og staten. Elitefacilitetsudvalget har sekretariat i Lokale- og Anlægsfonden. Blandt tidligere støttede projekter er multiarenaen JYSKE BANK BOXEN i Herning og cykelbanen Ballerup Super Arena.

Læs mere på www.elitefacilitetsudvalget.dk