Planer om milliard investeringer i nye faciliteter til eliteidrætten


Hver fjerde danske kommune ruster sig til at kunne afholde flere danske og internationale idrætsbegivenheder i de kommende år. I en rundspørge til landets 98 kommuner har Elitefacilitetsudvalget fået kortlagt, at 26 danske kommuner satser på at opgradere nye eller eksisterende idrætsfaciliteter, så de lever op til internationale krav til afvikling af idrætsbegivenheder som EM og VM.

Kommunerne tilkendegiver, at der er 56 aktuelle projekter. Projekterne spænder vidt fra planer om store multiarenaer i både Herning, København og Århus til mobile tilskuertribuner for udendørsbegivenheder i beachvolleyball, sejlsport og triathlon.  

”Det er glædeligt at se, at der er så stor bredde i de projekter, kommunerne planlægger. Mange af projekterne vil helt sikkert være med til at styrke Danmarks muligheder for at tiltrække små og store internationale idrætsbegivenheder til landet”, siger direktør Torben Frølich, Elitefacilitetsudvalgets sekretariat.

 

Med de nuværende planer om 2-3 store multiarenaer i Danmark og opgradering af mange andre opvisningsfaciliteter estimerer Elitefacilitetsudvalget, at kommunerne og private selskaber arbejder på projekter med faciliteter til eliteidrætten, som inden for de næste 4-5 år kræver investeringer for mere end 3 mia. kr.

 

I 2008 har Elitefacilitetsudvalget indtil videre støttet Ballerup Super Arena, BMX Super Cross bane i København og Vojens Speedway Center. I de kommende måneder vil Udvalget indlede en dialog med Sport Event Denmark og de specialidrætsforbund, som planlægger internationale idrætsbegivenheder i Danmark frem til og med 2011/2012, for at sætte fokus på en prioritering af de mange opgraderingsplaner.