Internationalt rostadion kan reetableres på Bagsværd Sø
Pressemeddelelse fra I/S Danmarks Rostadion og
Elitefacilitetsudvalget
Tirsdag den 20. december 2011
En forundersøgelse viser, at det er muligt at reetablere et internationalt rostadion på Bagsværd Sø, uden at anfægte naturværdierne i området.
Hvis der i fremtiden skal kunne afvikles internationale
mesterskaber og turneringer i kano, kajak og roning på Bagsværd Sø
er det nødvendigt med en række ændringer af det eksisterende
rostadion. Men en forundersøgelse viser, at ændringerne kan udføres
uden at komme i konflikt med fredningsbestemmelserne i
området.
I/S Danmarks Rostadion Bagsværd Sø - bestående af Gladsaxe Kommune,
Lyngby-Taabæk Kommune og Team Danmark - og Elitefacilitetsudvalget
har fået udført forundersøgelsen med henblik på at få afklaret
mulighederne for igen at etablere et internationalt rostadion på
Bagsværd Sø.
Forbedret start og målområde
Forundersøgelsen vurderer, hvor meget det vil koste at
reetablere et rostadion, der kan leve op til de internationale
krav. Skal de internationale krav opfyldes, skal forholdene i
start- og målområder samt området med bådoptagning forbedres for
29,8 millioner kroner. Det vil gøre rostadionet i stand til at
håndtere begivenheder inden for kano og kajak, men ikke roning.
Skal der afvikles store mesterskaber i roning er det nødvendigt
at fjerne en stor del af det forurenede slam, der ligger på bunden
af søen, for at alle baner kan få samme dybde. Dette vil koste
yderligere 63 til 82 millioner kroner.
Ikke ændre eksisterende bygninger
På landområderne er det ikke et krav, at der ændres på de
eksisterende bygninger. Det er nemlig muligt at supplere med
midlertidige og mobile faciliteter. Hensyn til drift, bæredygtighed
og daglig brug indikerer dog behov for ombygning for i alt 32,2
millioner kroner. Nye bygninger vil dog forbedre udgangspunktet for
at vinde et udbud om kommende verdensmesterskaber.
En stærkere naturoplevelse
Ændringerne af området vil ikke komme til at påvirke for
eksempel Ellesumpen ved Radiomarken eller Kobberdammene. Der vil
ske udgravninger i søbredder og brinker, men altså uden at
fredningsbestemmelserne bliver udfordret.
Tværtimod skitseres en række tiltag, der vil gøre naturoplevelsen
stærkere og mere ubrudt omkring Bagsværd Sø. For eksempel kan
betonsikringen af brinken i målområdet erstattes med en del af den
jord, der skal flyttes ved ændringen af området. Det vil give en
mere naturligt udseende søbred. Ved startområdet kan markeringerne
af banerne fjernes og i stedet placeres ude på vandet, hvor de kun
vil være synlige under konkurrencer. Ændringerne vil betyde
fældning af træer i målområdet, men skovarealet vil blive mere end
delvist genplantet.
Nye stier og ny udsigtsplads
Endelig bliver også mulighed for at etablere nye stier,
der kommer tættere på søen, nye anløbsbroer, nye bålpladser og et
nyt dommertårn, som alle besøgende i området til daglig vil kunne
få glæde af som udsigtsplads.
Forundersøgelsen er udført af den rådgivende ingeniørvirksomhed
Cowi. Den har kostet 1,2 millioner kroner og er finansieret af I/S
Danmarks Rostadion Bagsværd Sø og Elitefacilitetsudvalget med hver
600.000 kroner. Der er afsat yderligere midler til flere
miljøundersøgelser i forbindelse med en egentlig rensning af søen
og formidling af projektet.
Hele undersøgelsen kan læses og beskrivelserne ses
på www.gladsaxe.dk/rostadion
I/S Danmarks Rostadion
I/S Danmarks Rostadion består af Gladsaxe Kommune,
Lyngby-Taarbæk Kommune og Team Danmark.
Elitefacilitetsudvalget
Formålet med Elitefacilitetsudvalget er at støtte
opgraderinger og såvel eksisterende som nye idrætsfaciliteter til
internationalt konkurrenceniveau, så det bliver muligt at afholde
fx verdens- og europamesterskaber i Danmark.
Elitefacilitetsudvalget finansieres af Lokale- og Anlægsfonden og
staten. Elitefacilitetsudvalget har sekretariat i Lokale- og
Anlægsfonden. Blandt tidligere støttede projekter er multiarenaen
JYSKE BANK BOXEN i Herning og cykelbanen Ballerup Super Arena.
Kontaktinformation:
Gry Meisner
Ledelseskonsulent, Gladsaxe Kommune
Telefon 39 57 53 04
gry.meisner@gladsaxe.dk
Torben Frølich
Direktør, Elitefacilitetsudvalgets sekretariat
telefon 32 83 03 30 eller 21 29 68 56
